Test af USA’s atomvåben, som landets præsident, Donald Trump, varslede tidligere på ugen, vil ikke omfatte atomprøvesprængninger.
Det siger USA’s energiminister, Chris Wright, søndag i et interview til Fox News-programmet ’Sunday Briefing’.
»De tests, som vi taler om lige nu, er systemtests. Der er ikke tale om atomprøvesprængninger. Det er det, vi kalder ikke-kritiske eksplosioner«, siger Wright og tilføjer:
»Man tester altså alle de andre dele af atomvåbnet for at sikre, at de har den korrekte geometri og opsætning, som skal til for at udløse en atomar eksplosion«.
Adspurgt om folk i Nevada, som er en af de delstater, hvor USA tidligere har udført atomprøvesprængninger, skal forvente at se en paddehattesky på et tidspunkt, svarer energiministeren:
»Nej, det skal de ikke være bange for«.
Ifølge nyhedsbureauet AP er det første gang, at Trumps administration uddyber udmeldingen fra præsidenten.
Ritzau




























