Fredag aften ankom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) som den første danske minister i halvandet årti til Damaskus. Lige knap et år efter Assad-regimets fald kom udenrigsministeren på et symbolladet besøg i den syriske hovedstad. Løkke besøgte blandt andet den danske ambassade, der har ligget i dvale siden borgerkrigen begyndte i 2011, og erklærede i sit møde med den syriske udenrigsminister Asaad Hassan al-Shaibani, at Danmark ønsker at styrke relationerne og hjælpe den nye overgangsregering i Syrien.
Men dagen før – og ikke ret mange kilometer – fra det marmorbeklædte præsidentpalads i Damaskus, hvor den danske udenrigsminister stod ved siden af den syriske udenrigsminister og erklærede Danmarks støtte og økonomiske bistand til overgangsregeringen og dens forsøg på at bringe det sønderbombede land på ret køl, gennemførte israelske soldater det største angreb på Syrien i flere måneder.


























