Det har været et år fuldt af afgørende dage i europæisk politik, og denne dag er ingen undtagelse. Mens stats- og regeringslederne samles i et julepyntet Bruxelles, er den ukrainske hær ved at løbe tør for midler. Ved udgangen af første kvartal af 2026 er der ikke flere penge at føre krig for. Så hvis EU vil støtte ukrainerne og undgå en russisk sejr på slagmarken, hvilket ville være katastrofalt for Europas sikkerhed, skal der gøres noget nu.
Derfor er der stort set kun ét emne på dagsordenen under årets sidste topmøde i Bruxelles: at skaffe penge til Ukraine – mange penge.


























