Artiklen er opdateret tirsdag kl. 6.23 med flere oplysninger om godkendelsen.
USA har godkendt et muligt salg af militært udstyr til Danmark for op til 951 millioner dollar, skriver Defense Security Cooperation Agency (DSCA), der er en myndighed under USA’s forsvarsministerium, Pentagon, mandag i en pressemeddelelse. Beløbet svarer til omkring seks milliarder danske kroner.
Godkendelsen omhandler blandt andet et muligt salg af 236 avancerede luft-til-luft-missiler med forlænget rækkevidde samt relateret udstyr, lyder det.
»Det foreslåede salg vil forbedre Danmarks evne til at imødegå nuværende og fremtidige trusler ved at sikre, at landet har moderne, effektive luft-til-luft-våben til sine fly og jord-til-luft-våben til sine jordbaserede luftforsvarssystemer«, fremgår det i pressemeddelelsen.
Pentagon skriver desuden, at det foreslåede salg vil understøtte USA’s udenrigspolitiske og nationale sikkerhedsmål ved at forbedre sikkerheden for en Nato-allieret.
Leverandøren af det militære udstyr er den amerikanske luftfarts- og forsvarsvirksomhed RTX Corporation, som blandt andet producerer Patriots-systemet. Den danske regering har ifølge Pentagon også tidligere anmodet USA om køb af blandt andet affyringsramper til luftforsvarssystemer og radarer, samt køb af 200 missiler af typen AIM-120C-8 og tre tilhørende styresystemer.
Pentagon godkendte tidligere i december et muligt salg af ovenstående for henholdsvis 3 milliarder dollar og 730 millioner dollar. Det svarer til mere end 23 milliarder danske kroner. Her er leverandørerne af udstyret de amerikanske luftfarts- og forsvarsvirksomheder RTX Corporation, Lockheed Martin og Northrop Grumman.
Pentagons godkendelser betyder, at der er banet vej for, at et amerikansk salg kan blive en realitet, men hvorvidt det sker og hvornår, er endnu uvist.
I september gav forsvarsforligskredsen regeringen grønt lys til at købe otte mellem- eller langtrækkende, jordbaserede luftforsvarssystemer for mere end 50 milliarder kroner. Luftforsvaret købes hos fire europæiske producenter. Dermed er Patriot-systemet blevet fravalgt.
ritzau
fortsæt med at læse




























