Kong Frederik og dronning Mary er torsdag på statsbesøg i Litauen, hvor danske virksomheder er rejst med.

Aftaler lukkes på stribe under kongebesøg i Litauen

Kong Frederik X, dronning Mary, Litauens præsident, Gitanas Nauseda, og præsidentfrue Diana Nausediene ved en statsbanket på Præsidentpaladset i Vilnius i går. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kong Frederik X, dronning Mary, Litauens præsident, Gitanas Nauseda, og præsidentfrue Diana Nausediene ved en statsbanket på Præsidentpaladset i Vilnius i går. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Under kong Frederik og dronning Marys statsbesøg i Litauen sætter danske og litauiske virksomheder og universiteter sig torsdag med pennen i hånden og underskriver et væld af samarbejdsaftaler og hensigtserklæringer.

Alene torsdag på statsbesøgets anden dag bliver mere end otte aftaler mellem landene og danske og litauiske virksomheder og universiteter underskrevet.

Det er særligt et dansk-litauisk erhvervsforum, der danner rammen om de mange underskrifter på kryds og tværs.

Forummet foregår i den litauiske hovedstad, Vilnius, på byens energi- og teknologimuseum i det, der tidligere var byens første kraftværk.

18 danske og mere end 70 litauiske virksomheder deltager i konferencen for at afsøge fælles forretningsmuligheder og indgå partnerskaber.

Fra dansk side deltager blandt andre den danske astronaut Andreas Mogensen.

»Jeg er her for at støtte statsbesøget og hjælpe til at skabe nogle forbindelser, især inden for teknologi og selvfølgelig også rummet, hvor Litauen også er en del af ESA (Den Europæiske Rumorganisation, red.)«, siger han til Ritzau.

Efter konferencen skal han blandt andet ud på litauiske tekniske universiteter for at tale om rumfart og forsvar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her