Det russiske udenrigsministerium udsendte mandag aften et længere referat med svar på nogle af de ’supplerende’ spørgsmål, der blev stillet til udenrigsminister Sergej Lavrov på hans årlige pressekonference, som blev afholdt 20. januar. Det har været praksis de seneste fire år. Og det er ofte de vigtigste spørgsmål, der bliver besvaret i referatet.
Denne gang lyder den klare melding i dokumentet: »Deployering (opmarch af styrker, red.) af militære enheder, anlæg, lagerbygninger og anden infrastruktur fra vestlige lande i Ukraine er uacceptabelt og vil blive kategoriseret som udenlandsk indgriben, der udgør en direkte trussel mod Ruslands sikkerhed«.


























