En svensk statsborger er onsdag morgen blevet henrettet i Iran.
Det oplyser den svenske udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard, i en udtalelse.
Personen blev ifølge ministeriet anholdt i juni 2025.
»Det står klart for os, at den retsproces, der førte til, at den svenske statsborger blev henrettet, ikke har været retssikker. Ansvaret for dette hviler alene på Iran«, siger udenrigsministeren i udtalelsen.
Den svenske udenrigsminister fortæller til nyhedsbureauet TT, at personen blev svensk statsborger i 2019 og havde dobbelt statsborgerskab, hvilket ifølge Stenergard gjorde det konsulære arbejde sværere.
»Vi står fast på, at dette har handlet om en svensk statsborger, og at vi havde ret til konsulær adgang. Men som sagt har det været meget svært, ligesom i andre sager«, siger hun ifølge TT.
Stenergard understreger desuden over for nyhedsbureauet, at relationen mellem de to lande allerede er meget anstrengt.
Mindst 1.500 henrettelser sidste år
Iran er ifølge Amnesty International et af de lande, der udfører flest henrettelser i hele verden.
Antallet af henrettelser i Iran er blevet anslået til at være fordoblet i 2025 sammenlignet med 2024.
Det oplyste ngo’en Iran Human Rights (IHR), der holder til i Oslo, i december, skrev BBC.
Hvor IHR i 2024 var i stand til at bekræfte i alt 975 henrettelser, så havde gruppen alene frem til begyndelsen af december bekræftet mindst 1500 henrettelser.
Ligeledes oplyste både FN’s menneskerettighedskontor (OHCHR) og Amnesty International, at Iran i de første ni måneder af 2025 havde henrettet over 1000 personer.
Ifølge Amnesty International var tallet det højeste antal henrettelser på ét år i landet.
ritzau
fortsæt med at læse




























