På centralt nordkoreansk atomkompleks er der øget aktivitet, siger atomchef i Seoul.

Vagthund: Nordkorea blive markant bedre til at lave atomvåben

Lyt til artiklen

Nordkorea har gjort markante fremskridt i forbindelse med produktionen af atomvåben.

Det siger Rafael Grossi, som er chef for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), onsdag på et pressemøde i den sydkoreanske hovedstad, Seoul.

Grossi melder om en række udviklinger i det centrale nordkoreanske atomkompleks Yongbyon.

Det omfatter blandt andet øget aktivitet i flere reaktorer og et anlæg, der genbehandler nukleare materialer fra reaktorerne.

I alt vurderes Nordkorea at have nogle ’få dusin’ sprænghoveder, siger Grossi, der også ser aktiviteter andre steder end Yongbyon.

»Det hele peger på en meget markant fremgang i Nordkoreas evner inden for produktion af nukleare våben«, siger Grossi.

IAEA har blandt andet observeret, at der etableres et nyt anlæg, der minder om de bygninger, der bruges til uranberigelse i Yongbyon.

Analyser peger på, at der er tale om en markant udvidelse af berigelseskapaciteten. Men Grossi tager også det forbehold, at det ikke er let at beregne, hvor stor en forøgelse af kapaciteten der er tale om, når ikke man har besøgt anlægget i det lukkede land.

Beriget uran kan, hvis det har høj nok renhed, bruges i atomvåben.

Grossi siger ligeledes onsdag, at han ikke har set beviser på, at der bruges russisk teknologi i Nordkoreas atomprogram.

En samarbejdsaftale mellem de to lande lader hovedsageligt til at omfatte civile nukleare projekter. Men det er for tidligt at drage endelige konklusioner, siger han.

FN har siden 2006 haft sanktioner mod Nordkoreas våben- og atomprogram. Sanktionerne er løbende blevet skærpet.

Nordkorea har erklæret, at det aldrig vil give afkald på sine atomvåben. I 2009 blev IAEA-inspektører forbudt adgang til nordkoreanske anlæg.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her