Klatreplanterne vokser ind gennem de knuste ruder til boligerne, hvor resterne af hverdagen fra før katastrofen stadig ligger spredt: børnesko, tallerkener, frakker på knagerækker. Det hele er dækket af støv og vegetation.
Spøgelsesbyerne i eksklusionszonen omkring Tjernobyl i det nordlige Ukraine blev tømt for mennesker efter den katastrofale eksplosion og nedsmeltning på atomkraftværket for 40 år siden, 26. april 1986. Den høje radioaktive stråling betyder, at her måske aldrig kommer til at bo mennesker igen.



























