Colombia vil potentielt aflive 80 flodheste. Nu melder Anant Ambani, at han vil tage imod dem i sin dyrepark.

Indisk rigmandssøn tilbyder at tage imod Escobars flodheste

Lyt til artiklen

En indisk milliard-arving har tilbudt at tage imod en flok flodheste fra Colombia, som stammer fra narkobaronen Pablo Escobars flodheste.

Det skriver både BBC og CNN.

Der er tale om Anant Ambani, som er søn af Asiens rigeste mand, Mukesh Ambani.

Anant Ambani siger ifølge BBC, at han er ’villig til at modtage og tage sig af’ flodhestene i sin private zoologiske have Vantara.

Colombias regering har givet udtryk for, at den ønsker at regulere bestanden, og at omkring 80 flodheste kan blive aflivet.

Der menes at leve omkring 200 flodheste i et område ved Magdalenafloden i det centrale Colombia.

De stammer fra en lille gruppe på fire flodheste, som Pablo Escobar hentede til Colombia i 1980’erne.

Da Escobar blev skudt og dræbt af politiet i 1993, slap dyrene ud af hans private zoo og fik lov til at leve i området.

Colombias miljøminister, Irene Vélez, har tidligere sagt, at antallet af flodheste kan stige til op mod 1000 i 2035, hvis ikke myndighederne skrider ind.

Flodhesten er ikke en hjemmehørende art i Colombia, og i dag betragtes den som en invasiv art.

Der findes allerede omkring 2000 forskellige arter i Anant Ambanis zoologiske have i Indien. Det fremgår af parkens hjemmeside.

Ifølge BBC har den zoologiske have fået kritik af dyrelivsaktivister og miljøforkæmpere. Kritikerne slår blandt andet ned på, at de ikke mener, at regionens varme og tørre klima passer til alle dyrene.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her