Artiklen er opdateret fredag kl. 13.27 efter afvist appel.
En domstol i Tyrkiets hovedstad, Ankara, har fredag afvist en appel fra oppositionspartiet CHP, Det Republikanske Folkeparti, skriver flere tyrkiske medier, herunder Hürriyet Daily News.
Partiet havde anket en kendelse fra domstolen om at afsætte lederen for CHP, Özgür Özel. Sagen handler om partiets kongres i 2023, hvor Özel blev valgt. Domstolen fastslog torsdag, at resultatet af kongressen skal annulleres, da der var uregelmæssigheder. Domstolen vil i stedet have den tidligere leder Kemal Kilicdaroglu indsat.
Ifølge Reuters har CHP har også indbragt sagen for en højere retsinstans samt for landets øverste valgmyndighed (YSK), men der er endnu ikke blevet truffet afgørelser der.
Kendelsen fra domstolen om et lederskifte i oppositionspartiet har ramt de finansielle markeder og kaldes et kupforsøg af oppositionspartiet.
Den store tyrkiske børs Borsa Istanbul faldt torsdag med seks procent efter kendelsen. Det førte til, at handlen blev stoppet.
Kendelsen kan føre til yderligere uro blandt præsident Recep Tayyip Erdogans udfordrere i den tyrkiske opposition, som i forvejen er under hårdt pres i det juridiske system. Hundredvis af CHP-medlemmer – herunder Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, der ses som den store Erdogan-rival – er blevet fængslet som led i korruptionssager. Anklagemyndigheden kræver Imamoglu idømt op til 2.430 års fængsel.
Politisk er Erdogan til gengæld under pres. Meningsmålinger viser, at CHP står nogenlunde lige med regeringspartiet AKP. CHP vandt store sejre over AKP ved de tyrkiske lokalvalg i 2024. AKP er Erdogans parti. Det er islamisk konservativt, mens CHP er sekulært.
ritzau




























