24-årige Regine Mai har som den yngste dansker besteget verdens højeste bjerg, Mount Everest.
Kvinden nåede onsdag toppen, 8848 meter over havets overflade.
Det skriver bjergbestigeren i et opslag på det sociale medie Instagram.
»Hele holdet er nu kommet sikkert tilbage i basecamp«, skriver Regine Mai.
Mount Everest ligger i Himalaya-bjergkæden på grænsen mellem Nepal og Tibet.
Mediet Nepal News beretter også om den danske rekord. Det skriver, at hun blandt andre besteg bjerget sammen med den garvede makker Jakob Urth.
Onsdag besteg omkring 275 mennesker Everest fra Nepal-siden, bekræfter myndigheder i landet ifølge nyhedsbureauet AFP. Det er rekordmange for en enkelt dag.
Everest kan bestiges fra både den sydlige side i Nepal og den nordlige i Tibet.
ritzau




























