Schweizerne går i dag til stemmeurnerne for at afgøre, om der skal indføres et loft over landets befolkningstal.
Det sker i en folkeafstemning, som er blevet sammenlignet med den britiske brexit-afstemning, og som kan få store konsekvenser for både landets økonomi og for dets forhold til EU.
Forslaget tager udgangspunkt i bekymringer om indvandring, pres på offentlige tjenester og boligudbuddet. Det er fremsat af det nationalkonservative parti Schweizisk Folkeparti (SVP).
Det kræver, at befolkningen i landet ikke overstiger 10 millioner i 2050. Officielle fremskrivninger viser, at dét niveau ventes nået allerede i begyndelsen af 2040’erne.
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil der være tale om en hidtil uset ordning, hvor man altså fastsætter befolkningsniveauet ved lov.
Forslaget kan ses i kontekst af en række initiativer fra den politiske højrefløj i Europa om strammere restriktioner for indvandring.
»Hvis den (befolkningen, red.) overstiger ti millioner, vil det blive trangt, og indvandring bør begrænses«, siger den 58-årige indbygger Helen Gulea i Zürich.
Hun siger, at hun med brevstemme har stemt for forslaget.
De første resultater fra afstemningen ventes at lande midt på dagen.
Hvis det ender med, at forslaget får grønt lys, vil det at nå grænsen på 10 millioner indbyggere udløse en proces, der kan få Schweiz til at opsige landets aftale med EU om fri bevægelighed for arbejdskraft.
EU-medlemslandene står for en stor del af Schweiz arbejdsstyrke. Ifølge BBC er halvdelen af dem, der arbejder på landets hoteller, immigranter.
Den aldrende befolkning i Schweiz har rundet ni millioner. BBC skriver, at over 20 procent af borgerne er over 65 år.
En meningsmåling fra denne måned pegede på, at et flertal er imod forslaget.
En tidligere måling har dog peget på, at det kan blive vedtaget.
ritzau




























