En mistænkt er blevet anholdt i Polen i sagen om drabet på den russiske kunstner og satiretegner Semjon Skrepetskij, skriver Polens premierminister, Donald Tusk, på det sociale medie X.
Den mistænkte blev anholdt i den polske by Lublin. Der er tale om en mand, der var i besiddelse af et georgisk pas. Det er uvist, om han reelt er georgisk statsborger, og hvilken nationalitet han har, hvis det ikke er tilfældet. I forvejen er to belarusiske statsborgere anholdt i sagen.
Satiretegneren kendes i offentligheden som Semjon Skrepetskij, men hans borgerlige navn er Robert Kuzovov. Han blev ifølge polske myndigheder ramt af flere skud mandag morgen i byen Biala Podlaska i Polen. Det er uvist, hvilken rolle den senest anholdte menes at have i sagen.
Skrepetskij var kendt for sine karikaturer af prominente russiske politikere fra præsident Vladimir Putin til sovjetleder Josef Stalin og oppositionspolitikeren og aktivisten Aleksej Navalnyj. Han flyttede til Polen i 2021, da han frygtede politisk forfølgelse i Rusland.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse




























