Ni personer kom til skade, da lynnedslag natten til lørdag ramte et campingområde til et håndboldstævne i Rastatt i det sydvestlige Tyskland.
Det skriver blandt andre Deutsche Welle, efter at Tyskland flere steder natten til lørdag har været ramt af voldsomt vejr.
Bild skrev lørdag morgen, at seks personer blev kørt på hospitalet, som følge af hændelsen.
Ifølge dpa måtte en festival i Viöl i nærheden af Flensborg evakueres på grund af storm. Her kom 13 personer lettere til skade ifølge nyhedsbureauet.
Dpa skriver også, at en kvinde kom lettere til skade efter lynnedslag cirka 100 kilometer sydøst for Rastatt, hvor håndboldstævnet blev holdt.
Kvinden befandt sig også på en sportsbane.
Også i den tyske delstat Niedersachsen blev en teltlejr evakueret. Her overnattede 270 børn i en gymnastiksal ifølge det tyske medie NDR.
Dpa skriver, at meteorologer i Tyskland har varslet mere tordenvejr lørdag. Ifølge nyhedsbureauet gælder varslerne primært i det sydlige og vestlige Tyskland.
ritzau
fortsæt med at læse




























