Få avisen i weekenden og fuld digital adgang for 199 kr./md. i op til 6 måneder.

Politiet jagter gerningsmand, der formodes at stå bag angrebet.

To personer er i livsfare efter eksplosion i beboelsesejendom i Monaco

Foto: Valery Hache/Ritzau Scanpix
Foto: Valery Hache/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet i Monaco og nabolandet Frankrig leder efter en mand, der mistænkes for at have detoneret en hjemmelavet bombe og såret flere personer.

I alt tre personer blev såret i eksplosionen, der ramte en beboelsesejendom i Monaco mandag.

To af de kvæstede er i livsfare, oplyser Monacos statsminister, Christophe Mirmand, til BFM TV.

Der er ifølge nyhedsbureauet AFP tale om et par i 50’erne eller 60’erne. En 13-årig dreng har pådraget sig mindre skader. Han er ifølge Monacos statsminister efter alt at dømme i familie med parret, skriver AFP.

»En hændelse af denne karakter er aldrig tidligere sket i fyrstendømmet (Monaco, red.)«, siger Mirmand til den franske tv-kanal.

De såredes nationalitet er ikke blevet offentliggjort.

Eksplosionen fandt sted kort før klokken 21 dansk tid i centrum af Monaco, en skattefri mikrostat på Den Franske Riviera, der er kendt som tilflugtssted for milliardærer.

Le Figaro skriver, at overvågningsoptagelser viser en mand, der kort før eksplosionen efterlod en rygsæk ved indgangen til en beboelsesejendom.

Bombeteknikere og kriminalefterforskere er til stede på gerningsstedet, oplyser Monacos statsanklager ifølge Le Figaro.

Ifølge Monacos statsminister indeholdt den hjemmelavede bombe sandsynligvis bolte og metalsplinter.

De sårede er blevet bragt til Nice for at modtage behandling for deres skader.

Borgmesteren i Nice, Éric Ciotti, betegner hændelsen som et attentat, som han kalder en tragedie. Det skriver han på det sociale medie X.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her