Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Flere ukrainere har den seneste tid opfordret til Ukraines forsvarschef Oleksandr Syrskyjs afskedigelse.

Zelenskyj afskediger forsvarschef efter voldsom kritik

Den 60-årige Syrskyj har været forsvarschef siden 2024. Han stod i spidsen for forsvaret af hovedstaden Kyiv ved begyndelsen af Ruslands invasion i 2022.  Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Den 60-årige Syrskyj har været forsvarschef siden 2024. Han stod i spidsen for forsvaret af hovedstaden Kyiv ved begyndelsen af Ruslands invasion i 2022. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har afskediget Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj.

Det skriver flere medier, herunder Kyiv Independent.

Zelenskyj har peget på Mykhajlo Drapatyj til at overtage posten, skriver nyhedsbureauet AFP. Drapatyj er chef for Ukraines fælles styrker.

»Jeg er taknemmelig over for Oleksandr Syrskyj og alle vores krigere for de stærke frontlinjer, som Ukraine har opretholdt«, skriver præsidenten på beskedtjenesten Telegram.

Fyringen sker efter flere demonstrationer i Ukraine, hvor borgere har opfordret til Syrskyjs afgang.

Den 60-årige Syrskyj har været forsvarschef siden 2024 og beskrives af AFP som en af Ukraines mest erfarne militære ledere. Han stod i spidsen for forsvaret af hovedstaden Kyiv ved begyndelsen af Ruslands invasion i 2022.

Flere rokeringer i ledelsen

Zelenskyj har i den seneste tid foretaget flere rokeringer i Ukraines ledelse.

I sidste uge meddelte den daværende forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, at han fratræder sin post. Det var det, der i første omgang fik demonstranter på gaden for at protestere mod ministerens afgang og samtidig kræve Syrskyjs.

Den 35-årige Fedorov var således en populær minister blandt befolkningen, og han nåede kun at sidde på posten som forsvarsminister i et halvt år. Han var kendt som en, der forsøgte at reformere og modernisere det ukrainske militær.

Bestræbelserne på at modernisere hæren førte dog til konflikt mellem ham og militærets ledelse, skriver AFP.

Ukrainske medier har i længere tid rapporteret om spændinger mellem Fedorov og Syrskyj. Den tidligere forsvarsminister fortalte efter sin afsked til journalister også, at han havde en konflikt med netop Syrskyj.

Fedorov har beskyldt Syrskyj for at have blokeret flere af hans initiativer som minister. Han har også sagt, at den nu fyrede forsvarschef har presset Zelenskyj til at afskedige ham. Det har Syrskyj afvist.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her