Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Trumps globale told udløber fredag. Kort efter vil en ny told på mellem 10 og 12,5 procent træde i kraft.

USA indfører nye toldsatser på 60 handelspartnere

Donald Trump i går hvor han modtog en 'World Series'-baseballring fra mestrene fra Los Angeles Dodgers i Det Hvide Hus' rosenhave. Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Donald Trump i går hvor han modtog en 'World Series'-baseballring fra mestrene fra Los Angeles Dodgers i Det Hvide Hus' rosenhave. Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Trump-administrationen vil indføre en ny told på mellem 10 og 12,5 procent på 60 globale handelspartnere, herunder EU.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer i forbindelse med, at en global told på 10 procent, der trådte i kraft i februar, når sit udløb klokken 00.01 lokal tid. Det svarer til fredag morgen klokken 06.01 dansk tid.

De nye toldsatser vil træde i kraft umiddelbart efter. Med hensyn til varer, der på nuværende tidspunkt er under transport, vil tolden træde i kraft den 28. juli.

Udmeldingen om de nye toldsatser kommer i en pressemeddelelse fra kontoret for USA’s handelsrepræsentant, Jamieson Greer.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at tolden gives, fordi de pågældende handelspartnere ikke har indført og håndhævet, hvad der beskrives som et forbud mod import af varer, der er fremstillet ved tvangsarbejde.

»Præsident Trump erkender, at årtier med moralsk overtalelse ikke har udryddet tvangsarbejde fra de globale forsyningskæder«, lyder det fra Greer i pressemeddelelsen, som tilføjer:

»USA har haft et importforbud mod varer fremstillet ved tvangsarbejde i næsten et århundrede. Det er på høje tid, at vores handelspartnere gør det samme«.

EU: USA overholder ikke aftale

EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, sætter tidligt fredag morgen spørgsmålstegn ved Trump-administrationens begrundelse om at ville straffe varer lavet ved tvangsarbejdefor.

»Det kan man ikke sige om Den Europæiske Union«, siger Kallas fredag morgen til Reuters i forbindelse med et møde i forummet Asean i Filippinernes hovedstad, Manila.

»Hvis man sammenligner vores arbejdslovgivning med USA’s, så har vi betalt ferie, og vi har meget gode arbejdsvilkår for vores ansatte. Så det er ikke noget, der har hold i virkeligheden«, tilføjer hun.

Udenrigschefen tilføjer, at EU vil bede administrationen i USA om en nærmere forklaring.

Højesteret underkendte Trumps told

USA’s højesteret underkendte i februar den såkaldte straftold på mellem 10 og 50 procent, som Trump-administrationen året forinden havde indført på en række lande.

Straftolden blev indført ved brug af loven International Emergency Economic Powers (IEEPA), der er lavet til nationale nødsituationer. Ifølge landets højesteret gav den ikke præsidenten bemyndigelse til at indføre forhøjede toldsatser.

Sidenhen har USA tilbagebetalt milliarder af dollar, der blev opkrævet i told, før landets højesteret vedtog, at tolden var ulovlig.

Donald Trump reagerede i februar på højesteretsdommen ved at udskrive en ny told på 10 procent på alle importerede varer. Det er den told, der udløber fredag morgen dansk tid.

Tolden i februar blev indført med henvisning til den såkaldte paragraf 122 i den amerikanske handelslov fra 1974. Den giver en siddende præsident mulighed for at indføre importtold på op mod 15 procent i indtil 150 dage, hvis der er problemer med betalingsbalancen eller handelsunderskuddet.

En højtstående embedsmand fra Trump-administrationen siger ifølge Reuters, at de nye toldsatser ikke er en direkte erstatning af tolden, som udløber.

De nye toldsatser indføres med henvisning til den såkaldte paragraf 301 i handelsloven fra 1974.

Loven giver den amerikanske administration mulighed for at indføre importtold på varer fra andre lande, såfremt landene vurderes at have en urimelig handelspraksis.

Embedsmanden siger, at USA har et strengere importforbud mod varer fremstillet ved tvangsarbejde og håndhæver dem mere konsekvent end noget andet land, hvilket giver udenlandske konkurrenter en urimelig fordel i forhold til USA.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her