Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Politiet efterlyser den mistænkte efter påkørsel af menneskemængde i Berlin. Personen har tilknytning til det islamistiske miljø. Tysk politi alarmerer nu nabolande.

En kvinde er dræbt og tre er i alvorlig livsfare efter angreb under Pride i Berlin

Foto: Ralf Hirschberger/Ritzau Scanpix
Foto: Ralf Hirschberger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret søndag klokken 12.20 med oplysninger om de sårede

En person har mistet livet, mens mindst 16 personer er kommet til skade, efter at en bil lørdag aften er kørt ind i en større menneskemængde under Pride-paraden i den tyske hovedstad, Berlin.

Den dræbte person er en kvinde, oplyser Berlins polititalsmand Florian Nath søndag formiddag til det tyske medie Tagesschau.

Tre af de 16 personer, der blev såret i angrebet, har livstruende skader, oplyser talsmanden for Berlins brandvæsen Dominik Pretz.

Andre otte personer er alvorligt sårede, og fem har lettere skader.

Politiet oplyser søndag morgen, at det stadig er uklart, hvad der skete efter, at bilen påkørte menneskemængden.

Ifølge vidner blev flere personer såret af knivstik. Nogle har fortalt at have set en mand klædt i sort med en machete. Politiet undersøger disse rapporter.

Politiet har ikke bekræftet, at nogen er blevet stukket med en kniv eller lignende.

»Det er en del af efterforskningen, om der var en anden fase af hændelsen efter den indledende kørefase«, siger polititalsmand Florian Nath til avisen Berliner Zeitung.

Politiet har identificeret en mistænkt, der i forvejen er kendt af myndighederne. Det oplyste talspersonen senere natten til søndag til det tyske medie Bild. Personen har tilknytning til det islamistiske miljø, lyder det videre.

»De første mistanker retter sig mod denne person«.

»Vi leder efter personen, men vi har endnu ikke fået fat i vedkommende«, siger talspersonen til Bild.

Der er endnu ikke meldt noget ud angående motivet.

Politiet i Berlin efterlyser søndag morgen manden, 21-årige Abdul B., som menes at være flygtet fra stedet.

Politiet i Tysklands nabolande – herunder Danmark – er blevet informeret om tysk politis eftersøgning efter gerningsmanden,.

Politiet i Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg, Polen, Schweiz, Tjekkiet og Østrig er også blevet informeret om, at gerningsmanden er på fri fod, og at tysk politi leder efter ham.

Politiet i Tyskland har meddelt, at man under ingen omstændigheder skal tage kontakt til manden, hvis man ser ham, da han kan være bevæbnet og farlig.

Ransagning af lejlighed

På det sociale medie X skriver politiet, at efterforskningen nu skal føres af statsadvokaten i Berlin og delstatens kriminalpoliti LKA. Det skyldes mistanke om, at påkørslen var et angreb.

Lørdag aften rykkede politiet i stort antal ud til parken Tiergarten i centrum af Berlin efter en påkørsel kort før klokken 22.00. Hændelsen skete omkring gangstien Ahornsteig.

Politiet oplyste natten til søndag, at det har fundet det køretøj, som man formoder blev brugt i forbindelse med hændelsen.

Talspersonen fra politiet har sagt til Bild, at køretøjet ramte et træ, inden en eller flere mistænkte forsvandt.

Redningsfolk behandlede efter hændelsen de sårede inde i Tiergarten, og et stort antal ambulancer var til stede. Ud over én person, der er død, er yderligere tre personer ifølge Bild i livsfare.

I timerne efter angrebet blev der ifølge politiets talsmand foretaget adskillige politiaktioner i Berlin relateret til angrebet, skriver Berliner Zeitung. Blandt andet en ransagning af en lejlighed i den berlinske bydel Schöneberg, der fandt sted omkring kl. 1 ifølge Die Welt.

Der blev under ransagningen ikke foretaget nogen anholdelser, da der ikke blev fundet nogen i lejligheden, oplyser polititalsmand Florian Nath til Berliner Zeitung.

Pride-parade aflyst

Florian Nath oplyser til Bild, at øjenvidner har fortalt, at de har set personer ligge på jorden med stiksår.

Kort tid efter hændelsen meddelte arrangørerne af Christopher Street Day, som er Berlins svar på Pride-paraden, at arrangementet er aflyst. Arrangementet skulle ellers have stået på både lørdag og søndag.

Samtidig blev de store folkemængder bedt om at forlade området, der blev afspærret. Politiet opfordrer forbipasserende til at bevæge sig i en bue uden om.

Ifølge AFP tog hundredtusindvis del i festparaden tidligere på dagen.

Berlins borgmester, Kai Wegner, kalder i et opslag på X hændelsen for et angreb på det frie og åbne samfund.

»Berlin er frihedens by – og vores frihed er i dag blevet angrebet på den mest forfærdelige måde. Mine tanker er hos ofrene, deres familier og venner«, skriver Kai Wegner.

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, betegner i et opslag på X angrebet som en »afskyelig handling«

»Det er et angreb på vores samfund«.

»Vi er åbne og frihedselskende — og det vil vi bevare og forsvare. Handlingen vil blive opklaret og forfulgt med hård hånd«.

Merz har i en udtalelse skrevet, at han sammen med indenrigsminister Alexander Dobrindt vil arbejde for at sikre, at hændelsen bliver opklaret og de ansvarlige straffet.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her