Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

To helikoptere kolliderede søndag i området Psatha. Mandskabet i den ene helikopter blev reddet, mens to besætningsmedlemmer på den anden er døde. En af dem er dansker.

Ministerpræsident: Dansker dræbt i helikopter-kollision under brandslukning i Grækenland

Foto: Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix
Foto: Aris Oikonomou/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En dansk pilot var blandt de to omkomne i en helikopter-kollision i Grækenland søndag.

Det skriver Grækenlands ministerpræsident, Kyriakos Mitsotakis, i et opslag på det sociale medie søndag aften.

De to helikoptere var en del af brandslukningsarbejdet i forbindelse med en naturbrand vest for hovedstaden Athen.

Den anden omkomne er græsk statsborger, der ifølge ministerpræsident var koordinator.

»Tabet af den græske koordinator og den danske pilot under indsatsen mod den store brand i Porto Germeno fylder os alle med sorg. Min dybeste medfølelse til deres familier«, skriver Mitsotakis.

Brandvæsnet har ligeledes oplyst, at en græsk samt en dansk statsborger døde i kollisionen. Mandskabet fra den anden helikopter, hvor der var tale om en britisk og græsk statsborger, overlevede. Det skriver Reuters.

De to helikoptere var fra producenten Bell, og efter kollisionen har alle helikoptere fra dette mærke fået flyveforbud i forbindelse med brandslukningsarbejdet, hvilket er efter protokollen.

Det skriver det græske medie eKathimerini.

Det er endnu uklart, hvad der var skyld i hændelsen. Ritzau har spurgt Udenrigsministeriet, om det kan bekræfte dødsfaldet, men har endnu ikke fået svar.

Flere steder i landet kæmper brandvæsnet mod naturbrande.

Med de seneste brande har flammerne også fået fat i det græske fastland, efter at landet tidligere på ugen har måttet kæmpe med brande på øer. Blandt andet har de populære ferieøer Lesbos og Kreta været ramt.

Tre brandfolk er døde i forsøget på at bekæmpe flammerne på Kreta.

Søndag forsøger næsten 500 brandmænd at inddæmme brande omkring kystlandsbyen Porto Germeno nordvest for Athen, har brandvæsnet oplyst.

Porto Germeno og andre landsbyer blev evakueret, da branden brød ud fredag. Ifølge lokale myndigheder er flere hjem blevet beskadiget eller helt ødelagt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sent lørdag brød en ny brand ud på øen Kefalonia.

En 44-årig mand blev ifølge AFP søndag anholdt. Han er mistænkt for bevidst at have startet branden ifølge det græske nyhedsbureau ANA.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her