En tornado, der ramte sent mandag, har skabt omfattende ødelæggelser i den sydvestfranske landsby Pomas.
39 mennesker er blevet kvæstet, og to af dem er i kritisk tilstand.
Imens er omkring 300 huse blevet beskadiget, oplyser myndighederne.
Alle i landsbyen er blevet evakueret, mens det bliver vurderet, om deres huse fortsat er sikre.
»Det føltes, som om døden selv var ved at falde ned over os, siger Severine, der bor i Pomas og ikke oplyser sit efternavn, til BFM TV.
Foran sit ødelagte hus siger hun til den franske tv-station, at hendes familie, der havde stuvet sig sammen i en bil, kunne mærke tornadoen ryste køretøjet, inden det lykkedes dem at sætte farten op og flygte.
»Vi flygtede. Det var rent overlevelsesinstinkt, siger hun, mens folk hjælper familien med at gennemsøge ruinerne af deres hus for ting, der kan reddes«.
Pomas ligger syd for Carcassonne - tæt på Pyrenæerne og cirka 80 kilometer fra grænsen til Spanien.
ritzau
fortsæt med at læse