Flere personer er alvorligt såret efter en busulykke i Sverige mandag.
Det skriver Expressen, der uddyber, at ulykken er sket mellem Växjö og Alvesta i det sydlige Sverige.
Kronoberg-regionens pressechef Kristina Jordevik oplyser til det svenske medie, at seks til otte personer vurderes at være alvorligt sårede.
Omkring 30 passagerer var om bord på bussen, der er fra et lokalt transportselskab, da ulykken skete.
Ekspressen beskriver det som en soloulykke på en lige strækning.
Det er endnu uvist, hvad der mere præcist er sket.
Både politi, redningsberedskab og et stort antal ambulancer er ifølge SVT på stedet, og hospitaler i både Växjö og Ljungby gør sig klar til at modtage patienter.
Den første melding om ulykken kom ifølge SVT klokken 16.30.
ritzau