Ingen fly får indtil videre lov at lette fra amerikansk jord.
Det fortæller Reuters i forbindelse med, at de amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) fredag aften ved 22-tiden dansk tid har indført et midlertidigt, nationalt startforbud.
Det skyldes »ekstraordinære omstændigheder og hensyn til sikkerhed«, hedder det i en meddelelse fra myndighederne.
Af den fremgår det også, at »internationale fly vil blive håndteret fra sag til sag«.
Ifølge Reuters er 7000 flyafgange berørt af startforbuddet og er enten aflyst eller udskudt på ubestemt tid.
Mens ingen fly får lov til at lette fra amerikanske lufthavne, så er det tilladt at lande.
Startforbuddet skyldes ifølge Reuters problemer med flyvekontrollens kommunikationssystemer.
FAA har ikke selv meldt ud om den præcise årsag til startforbuddet.
Minister: Ikke et ondsindet angreb
Der er ingen grund til at tro, at det er fjendtligt indstillede fremmede magter, der er årsagen problemerne.
Det siger Markwayne Mullin, der er chef for USA’s ministerium for indenrigssikkerhed (DHS), ifølge CNN.
Han afviser også, at den nationale sikkerhed er truet i forbindelse med startforbuddet og årsagerne bag det.
»Vi har ingen tegn på, at der skulle være grund til at tro, at der har været en trussel mod USA«.
»Der er intet, der peger i retning af et ondsindet angreb mod os«, siger han.
Mullin slår fast, at der er styr på alle fly, der befinder sig i amerikansk luftrum, og han siger også, at det er telekommunikationsproblemer, der er hovedårsagen til, at lufttrafikkontrollen er udfordret.
Markwayne Mullin tør ikke love, hvornår problemerne er løst, så man kan genoptage flytrafikken som normalt igen.
»Det kommer til at tage noget tid, og det bliver ikke løst inden for den næste time«, siger han ifølge CNN.
Tidligere forbud
Ifølge CNN skal man tilbage til januar 2023 for at finde et lignende startforbud.
Dengang var årsagen, at et beskedsystem beregnet for piloterne var ude af drift.
Ellers skal man helt tilbage til terrorangrebene 11. september 2001 for at finde en lignende forstyrrelse af lufttrafikken.
Det er velkendt, at de systemer, der håndterer lufttrafikken i USA, er gamle og trænger til en modernisering.
Sidste år afsatte Kongressen 12,5 milliarder dollar til at udskifte systemerne med nyere modeller, og for kort tid siden bad FAA om yderligere godt 30 milliarder til at løse andre udfordringer med de forældede systemer.
ritzau