En amerikansk efterretningsrapport tegner et dystert billede af situationen i det vestlige Irak.
Oprøret i regionen kan ikke længere bekæmpes, hedder det. De amerikanske styrker i Irak kan ikke længere få nedkæmpet oprørsgrupperne i landets vestlige, sunnidominerede Anbar-provins. Sunnier lever i frygt Sådan lyder konklusionen i en rapport fra USA’s militære efterretningstjeneste, som avisen Washington Post offentliggjorde tirsdag. Rapporten tegner et mørkt billede af livet i Anbar-provinsen, hvor sunnierne angiveligt lever et liv i frygt og vrede - en kombination, der er vand på al-Qaedas mølle, hedder det i rapporten. Den fem sider lange rapport fremhæver, at sunnierne er »involveret i en daglig kamp for overlevelse«, og at det har fået en stadigt større del af lokalbefolkningen til at se al-Qaeda som det eneste bolværk imod uretfærdighed.




























