Den israelske premierminister, Ehud Olmert, er afventede over for den nye aftale mellem de palæstinensiske grupper Hamas og Fatah, men han kræver, at den nye regering, de to grupper har aftalt at danne, skal anerkende Israel. »Israel hverken accepterer eller afviser aftalen. På nuværende tidspunkt prøver vi i lighed med det internationale samfund at finde ud af, hvad der er aftalt, og hvad der er sagt«, sagde Olmert i dag efter det ugentlige møde i Israels regering i Jerusalem. Men premierministeren fastslog, at Israel som den såkaldte Mellemøstkvartet, der forsøger at finde en fredsløsning mellem israelere og palæstinensere, kræver, at den nye regering anerkender Israel, afskriver vold og accepterer indgåede aftaler. Det er krav, som de islamiske fundamentalister i Hamas indtil nu ikke har været villig til at opfylde. Topmøde trods usikkerhed Dog ser det ud til, at det planlagte topmøde mellem Olmert, Mahmoud Abbas, palæstinensernes selvstyrepræsident, den 19. februar fortsat skal finde sted, selv om situationen er uklar i den palæstinensiske ledelse. En højtstående israelsk kilde sagde i dag, at topmødet fortsat er indskrevet i kalenderen. Det er et topmøde, som USA’s udenrigsminister, Condoleezza Rice, har fået i stand for at få gang i fredsprocessen imellem israelere og palæstinensere. Aftalen mellem Fatah og Hamas kom på plads i Mekka i Saudi-Arabien i torsdags, efter at væbnede medlemmer af de to grupper i ugevis havde ligget i åbne kampe i specielt Gazastriben med op imod 100 dræbte til følge. Formentlig samlingsregering Der er foreløbig ikke sluppet særlig meget ud om aftalen, bortset fra at der angiveligt er tale om en samlingsregering imellem de to grupper, der på mange måder er som hund og kat. Men de sidder på hver sin del af selvstyrets magtapparat. Fatah har præsidentposten med Mahmoud Abbas og kontrollerer store dele af sikkerhedsapparatet, mens Hamas har flertallet i selvstyreparlamentet og sidder på selvstyreregeringen. Tilliden er væk Meningsmålinger siger, at de fleste palæstinensere har mistet tilliden til både Fatah og Hamas. Dels på grund af kampene i Gaza, dels fordi deres økonomi er blevet forværret, efter at Hamas overtog regeringsmagten. Imidlertid har Hamas-talsmænd efter aftalen i Mekka været ude og fastslå, at gruppen ikke kan anerkende Israel, og det kan betyde, at palæstinenserne må fortsætte med deres store økonomiske problemer, fordi bistand fra Vesten via selvstyret udebliver. Det ser også ud til, at regeringsaftalen måske ikke så meget er en politisk aftale. »Mekka-aftalen er grundlæggende en våbenhvile imellem Fatah og Hamas. Den kan vare et år, to år eller mindre«, sagde en højtstående Fatah-kilde i dag. Regering klar om et par dage Det ventes, at sammensætningen af den nye selvstyreregering offentliggøres om nogle dage. Mellemøstkvartetten består af USA, Rusland, FN og EU, og den forsøger at løse den israelsk-palæstinensiske strid med afsæt i den såkaldte køreplan for fred, der taler om etablering af en palæstinensisk stat, som skal leve side om side med Israel. Kvartetten har også været ude med meldinger om, at den nye palæstinensiske regering skal anerkende Israel, afskrive vold og acceptere indgåede aftaler, hvis den skal gøre sig håb om, at det internationale samfund skal genoptage den økonomiske støtte, som blev indstillet, da Hamas fik regeringsmagten i marts sidste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























