En række store britiske virksomheder bliver nu efterforsket på mistanke om, at de bestak Iraks tidligere diktator Saddam Hussein som led i FN's olie-for-mad program. Regeringen gav i går Kontoret for Alvorligt Bedrageri (SFO) 22 millioner pund (245 mio. kr.) til en treårig efterforskning.
Det er blandt andre de store medicinalvirksomheder GlaxoSmithKline, AstraZeneca og Eli Lilly samt byggefirmaet Mabey and Johnson, der kommer under lup, skriver avisen The Guardian.




























