Isen er brudt mellem USA, Iran og Syrien.
Men der skal fortsat navigeres med sikker hånd, før irakerne slipper ud af det kolde farvand mellem amerikanerne og deres fjender i Mellemøsten. Sådan tegner billedet sig af den diplomatiske situation i Irak efter weekendens topmøde i Bagdad, hvor de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd mødtes med Iraks nabolande for at diskutere fred i det krigsramte land. Ord er nemme Mødet blev afviklet i en positiv ånd, og alle parter lovede at støtte den irakiske regering i bestræbelserne på at forbedre sikkerheden i landet. Herefter er det op til Iran og Syrien at følge ordene op med handling, mener USA’s præsident George W. Bush. »Ord er nemme i politik og internationalt diplomati. Vi byder de pæne udtalelser velkommen, og nu kan de så handle efter dem«, sagde Bush ved en pressekonference i Colombias hovedstad Bogota. Den amerikanske præsident er i øjeblikket på rundtur i Latinamerika. »Hvis de virkelig vil stabilisere Irak, er der masser, de kan gøre, såsom at bremse våbenstrømmen og selvmordsbombernes vej ind i Irak«, fortsatte Bush, der lørdag bad USA’s Kongres om lov til at sende yderligere 4600 soldater til Irak. Koalitionen må ændre strategi Også Iran udtrykte tilfredshed med de gode intentioner, der blev udtrykt ved konferencen, men havde ikke overraskende en anden vurdering af, hvem der bærer det tungeste ansvar for at løse problemerne i Irak. »Topmødet understregede behovet for en ændring af koalitionsstyrkernes fejlagtige tilgang samt nødvendigheden af, at ansvaret overlades til det irakiske folk og den irakiske regering«, sagde den iranske talsmand, Mohammad Ali Hosseini, der dog kaldte mødet 'et godt første skridt.' Konferencen i Bagdad skal efter planen følges op med et møde mellem landenes udenrigsministre i april. 58 mistede livet i går Udenfor det irakiske udenrigsministerium, hvor topmødet foregik, var der relativt roligt under lørdagens seance, men straks søndag blev behovet for at stabilisere Irak understreget, da i alt mindst 58 mennesker mistede livet i en række angreb landet over. Det kraftigste angreb var en bilbombe, som eksploderede i Karrada-kvarteret i Bagdads centrum. Her blev mindst 32 shiitiske pilgrimme dræbt, da de var på vej hjem fra den hellige by Kerbala, hvor flere millioner shiitter fejrede en højtid i weekenden. Samtidig steg antallet af amerikanske dødsofre i Irak til 3.196, da fire amerikanske soldater blev dræbt i weekenden.



























