»Kun de sidste fire dage tæller. For lige så useriøst franskmanden opfører sig i flok, lige så seriøs bliver han, når han står med stemmesedlen i hånden. Alt flyder i flere uger,indtil folkestemningen pludselig synes at koagulere og pege i én bestemt retning, der udstikkes af den individuelle bevidsthed«. Sådan karakteriserede præsident Valéry Giscard d’Estaing de franske vælgere for knap 27 år siden. Udtalelsen har ikke mistet sin aktualitet, og det er såmænd en rammende politologisk analyse af folkestemningen op til det franske præsidentvalg på næste søndag.
Flere har chancen
For sjældent har valget syntes så åbent som nu. Så åbent, at det faktisk er ganske umuligt at sige noget definitivt om, hvem der kommer til at indtage den afgående præsident Jacques Chiracs plads i Élyséepalæet.
Væk er ganske den sikre forvisning om en tvekamp mellem tidligere indenrigsminister og formand for regeringspartiet UMP, Nicolas Sarkozy, og Socialistpartiets Ségolène Royal.
For efterhånden som perspektivet til at få en kvindelig præsident så småt i den forgangne måned begyndte at miste nyhedens interesse, og afsløringer fra Royals inderkreds viste, at hendes politiske ledelsesstil er fuldstændig lige så autoritær som de andre politiske dyrs, begyndte tilslutningen til hende at dale.
Sobert og kedeligt alternativ Samtidig syntes vælgerne at trættes af ’Sarko’s og ’Ségo’s evindelige forsøg på at overbyde hinanden i valgløfter med mindre end luftig finansiering, og pludselig bød midterkandidaten François Bayrou fra centrumpartiet UDF sig til som en kompromissøgende løsning uden dikkedarer og valgflæsk, som et sobert – om end lidt kedeligt – alternativ til bunkerne af uholdbare løfter. Og samtidig har Jean-Marie Le Pen fra det højrenationalistiske Front National – som sædvanen er – samlet tilløb til en hidsig slutspurt, der nu bevirker, at de fire førende kandidater ligger så tæt på hinanden i meningsmålingerne, at det er vanskeligt at spå, hvem af dem, der løber af med sejren. Ikke mindst fordi fransk politik i år befinder sig i en temmelig paradoksal situation. For sjældent har interessen for valget været så intens: seerne sidder klistret til skærmen for at følge tv’s debatprogrammer, valgmøderne er fuldstændig pakket, tykke værker om kandidaterne bliver revet ned af hylderne, og antallet af vælgere, der har indskrevet sig på valglisterne er steget med over 4,2 procent i forhold til forrige valg (svarende til 1,8 mio. vælgere). Franskmændene ved, at valget får afgørende betydning for Frankrigs fremtid ikke bare nationalt, men også på europæisk og globalt plan. Alligevel er antallet af vælgere, der endnu ikke har besluttet sig for hvilket navn, de vil sende i urnen, rekordstort. Op mod 42 procent af dem er ifølge opinionsinstituttet CSA usikre på, hvem de vil give deres stemme – et tal der stiger til 56 procent for unge vælgere under 30. Ingen klare temaer Men hvad skyldes dette vægelsind, denne vaklen mellem kandidaterne, der dog på bunden er temmelig forskellige? Politologerne er ikke i tvivl: Manglen på klare temaer. »Ingen af kandidaterne har haft held til at sætte ét emne på dagsordnen, som stiller vedkommende i et favorabelt lys«, lyder det fra Jean-Luc Parodi, politolog ved det samfundsvidenskabelige forskningsinstitut Cevipof i Paris. »Ingen af de temaer, der har været oppe at vende, har skabt tilpas dybe kløfter mellem de kandidater, der ligger forrest i meningsmålingerne«, vurderer han. For i modsætning til valget i 2002, hvor det lykkedes højrefløjen at lægge beslag på dagsordenen og gøre usikkerhed, frygten for gadevold og arbejdsløshed til omdrejningspunkt for debatten, er snesevis af temaer og sager dukket op, men kun for øjeblikkeligt at blive afløst af andre temaer. Miljøproblemer, skattetryk, hjemløse i telte, illegal immigration, virksomhedsudflytninger, fattigdom, ledighed, dalende købekraft, Airbus’ krise, cheflønninger, uddannelse, hjerneflugt, undervisning, sundhedssystemet og kandidaternes egne formuer. Alt har været oppe at vende, men intet er blevet hængende på tapetet. Ifølge Jean-Luc Parodi skyldes det, at der flere gange har fundet en slags ’neutralisering’ af potentielle emner sted.
