Det er de nok færreste uden for Mexicos grænser, der nogensinde har hørt om Carlos Slim. Ikke desto mindre kan den cigarpulsende telecom-magnat nu kalde sig verdens næstrigeste mand, kun overgået af selveste Bill Gates.
Flyrejser og smøger mm.
Med en formue, der på kun 14 måneder er vokset fra 23 milliarder dollar (127 mia. kroner) til 53,1 milliarder dollar (293 mia. kroner), svarende til 7 procent af Mexicos bruttonationalprodukt (BNP), har Carlos Slim Helú sneget sig forbi finansmatadoren Warren Buffet og erobret andenpladsen på det amerikanske Forbes Magazines liste over verdens rigeste.
Han er nu kun tre milliarder dollar fra Bill Gates på Forbes’ liste over verdens rigeste.
Den 67-årige Slims forretningsimperium omfatter lavprisflyselskabet Volaris, cigaretproducenten Cigatam, musikselskabet MixUp, internetudbyderen Prodigy og den mexicanske supermarkedskæde Sanborn, der sælger alt fra cd’er til vitaminpiller.
Lukrativt semimonopol Men nøglen til hans succes er Mexicos største telekommunikationsselskab, Telmex, som han opkøbte, da det blev privatiseret i 1990. Telmex sidder på 90 procent af Mexicos fastnet, og Slim har tilsyneladende været stærkt optaget af at bevare dette semimonopol. »Det er derfor, at alle mexicanere, der er gamle nok til at anlægge overskæg, og lige så mange, der ikke er, ejer en mobiltelefon – fordi det er hundedyrt at have en fastnetforbindelse i Mexico«, siger ekspert i mexicanske forhold George Grayson fra Virginia’s College of William and Mary. Og vil man ikke kalde Slim decideret påholdende, kan man i hvert fald med sindsro hævde, at han bruger sine penge med omtanke. I interview har han selv fortalt, hvordan han som 12-årig førte nøje regnskab med alt, hvad han brugte sine penge på; om det så var tortillas, sodavand eller doughnuts. Andre har fortalt om, at han allerede dengang førte en liste over sin investeringer. Men han er ingenlunde begyndt på bar bund. Fra sin far, der var libanesisk indvandrer og åbnede den succesrige butikskæde ’Star of the Orient’ i Mexico By, arvede han et par millioner. Alenefar til seks Carlos Slim er selv far til seks børn, som han har været alene med, siden hans kone døde i 1999 af en nyresygdom. Et museum, der huser hans private samling af Rodin-skulpturer, er opkaldt efter hende. Ved siden af kunstmuseet og forretningsimperiet driver Slim en velgørenhedsorganisation, der har til formål at styrke folkesundheden og uddannelsesniveauet i Mexico. Organisationen har fået tilsagn om 10 milliarder dollar over en periode på fire år. Så sent som i marts i år gav han knap 2,5 milliarder kroner til sundhedsforskning, men erklærede i øvrigt, at rige folk kan gøre mest nytte ved at skabe job og solide virksomheder: »Vores filosofi er at skabe ting snarere end at give penge væk og altså ikke optræde som en anden julemand«, sagde han for nylig ved et pressemøde i Mexico City.




























