For anden gang på tre måneder er en spionsag eksploderet mellem Israel og Egypten. Denne gang anklages en egyptisk atomingeniør for at have solgt oplysninger til Israel om Egyptens atomanlæg. Nyheden om den seneste spionsag blev serveret af den egyptiske statsanklager, Hesham Badawi, der i en særdeles detaljeret erklæring til pressen redegjorde for sagen mod den 35-årige ingeniør Mohamed Sayed Saber Ali og to medanklagede, der begge er på flugt – en irer og en japaner.
Kold luft
Ali har angiveligt over en årrække modtaget 17.000 dollar (lidt under 100.000 kr.) for sine oplysninger, hvilket får sagen til at se lille ud i praktisk betydning.
Men det, at den bliver meddelt så bombastisk, tyder på, at forholdet mellem to vigtige lande i Mellemøsten er på vej ind i en kølig fase – netop på et tidspunkt, hvor Vesten har kastet sig ud i en fornyet diplomatisk indsats for at standse den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Det israelske udenrigsministerium har afvist, at sagen har noget på sig.
»Til Israels sorg hører vi fra tid til anden historier som denne fra Kairo, og til syvende og sidst står det klart, at de er absurde og grundløse«, hed det i en erklæring ifølge israelsk militærradio.
Ifølge Egypten er der ingen tvivl om, at israelerne har interesseret sig lige lovlig meget for den egyptiske reaktor Inshas – en af flere små forsøgsreaktorer i det arabiske land.
Egypten, der har store forsyninger af gas og en del olie, men ikke nok til at kunne regne med i årevis, opgav tanken om atomkraft efter Tjernobyl i 1986.
Sidste år meddelte regeringen dog, at atomkraftprogrammet skal genoptages.




























