Tjekkiets kommissær-kandidat opgiver

Lyt til artiklen

Regeringen i Prag skal i gang med at lede efter en ny EU-kommissær, for den hidtidige kandidat har skiftet mening og vil ikke have jobbet. Den for alle overraskende beslutning meddelte Milos Kuzvart fire dage efter at have været i Bruxelles og præsenteret sig for kommissionens formand, Romano Prodi. Årsagen til Kuzvarts beslutning skal være den manglende opbakning fra regeringens side. Især fra udenrigsministeren, som angiveligt betvivler Kuzvarts evner. »På det sidste er der blevet sået meget tvivl om mit kandidatur, specielt fra udenrigsminister Cyril Svoboda«, forklarer Kuzvart i en pressemeddelelse. Besvimede efter bekendtgørelse Men til den socialdemokratiske regeringschef, Vladimir Spidla, meddelte den nu forhenværende kandidat sin beslutning mundtligt, hvorefter Spidla besvimede og måtte køres på hospitalet. Han er nu udskrevet og har det efter sigende acceptabelt. Hans kontor benægter, at det kortvarige ildebefindende havde noget med Kuzvarts pludselige meningsskifte at gøre. Angivelig var ministerpræsidenten blot udmattet på grund af for meget arbejde, men det tror ikke mange tjekker på. Spidla virkede meget lettet for et par uger siden, da det endelig var lykkedes ham at finde en kandidat, regeringen kunne enes om. Problemerne med at finde et egnet og for alle ministre acceptabelt 'emne' havde været vanskelige, dels fordi socialdemokraterne og deres koalitionspartnere længe ikke kunne enes, dels fordi flere foreslåede kandidater ikke kunne engelsk og derfor ikke duede. Reaktioner Kuzvart, som tidligere var miljøminister og kendt for sin modstand mod atomkraft, behersker ganske vist engelsk, men er ifølge mange tjekkiske politikere og iagttagere ikke en personlighed, som kan repræsentere Tjekkiet på en værdig måde. Størsteparten af Tjekkiets politiske scene reagerer ikke desto mindre med forargelse på hans beslutning, som mange kalder 'pinlig' og 'infantil'. Ret irriteret virker også præsident Vaclav Klaus, som siger, at Kuzvarts handling vil skade Tjekkiets internationale omdømme. Det samme mener en række ministre og parlamentarikere. Og udenrigsminister Cyril Svoboda, som er kristelig demokrat, afviser at have drillet og ydmyget Kuzvart. Det officielle Bruxelles har accepteret Kuzvarts handling, men der lyder også overraskede kommentarer . »Vi beklager hans beslutning, men respekterer den. Romano Prodi vil snart drøfte situationen med Vladimir Spidla«, siger kommissionens talsmand Reijo Kemppinen og understreger, at Prag skal skynde sig med at finde en anden kandidat. Masser af spekulationer Tjekkiske medier spekulerer meget over Kuzvarts virkelige motiver til at kvitte jobbet, før han var begyndt på det, og flere mener, at han måske i sidste øjeblik indrømmede for sig selv, at han ikke er dygtig nok til posten. Pressen omtaler også uofficielle reaktioner fra EU, hvor Kuzvarts skridt angivelig vakte en del moro. Dagbladet Lidove Noviny citerer en unavngiven diplomat for, at det aldrig er sket før, at en regering udnævner en højtstående embedsmand, som først kommer til Bruxelles for at introducere sig selv, men derefter ombestemmer sig og opgiver posten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her