Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Schröders parti bæver for 14 valg

Lyt til artiklen

Tysklands regeringschef Gerhard Schröder er just ikke i superform, elendige meningsmålinger for hans parti, SPD, og så megen uro og frustration blandt kernetropperne, at han nylig opgav at være partiformand for bedre at kunne samle sig om at være kansler og styre landet. Og netop nu forestår det såkaldte Supervalgår med en stribe lokale valg, hvor vælgerne samtidig har muligheden for at demonstrere, hvad de mener om den upopulære rød-grønne regering i Berlin. CDU vinder igen i Hamburg Den første strømpil får man i morgen, når der er valg i Hamburg. Lystigt ser det ikke ud for socialdemokraterne. Hamburgs overborgmester fra CDU, Ole von Beust, er kanonsikker på at blive genvalgt i en by, hvor SPD sad på magten i 44 år. For to år siden oplevede de et skrækkeligt valg, da tusinder og tusinder af deres gamle vælgere løb over til højrepopulisten Ronald Schill. Han fik næsten 20 procent af stemmerne ved at love mere politi på gaderne, udvise asylsøgere og gøre op med »socialnassere«. Mange skandaler For at blive overborgmester var CDU-manden Ole von Beust nødt til at alliere sig med Schill, der fik ansvar for politi, lov og orden. Ronald Schill og hans uerfarne partifæller gjorde sig hurtigt bemærket med skandaler. Da Schill i en trængt situation truede von Beust med at ville afsløre ham som homoseksuel, havde overborgmesteren omsider fået nok. Han afsatte på stedet sin viceborgmester med en bemærkning om, at Schill ikke havde de fornødne karakteregenskaber til at repræsentere Hamburg. SPD taget med bukserne nede Samtidig udskrev Ole von Beust valg i utide. SPD var aldeles uforberedt. I hast, og som en nødløsning, gjorde man Thomas Mirow til spidskandidat. Mirow, der tidligere havde gjort sig fordelagtigt bemærket som forvalter af Hamburgs finanser, er så seriøs, som man kan være, men hans udstråling i medierne er ringe. Dertil kommer, at han som SPD-mand må finde sig i at være Prügelknabe for regeringen i Berlin. Når Mirow under valgkampen søgte at tale om Hamburgs problemer, ville tilhørerne hellere lufte deres vrede over forbundskansler Gerhard Schröder og hans sociale nedskæringer. Frygter for højborgen Samme skæbne venter andre SPD-kandidater i dette 'supervalgår'. Med 5 delstatsvalg og 8 kommunalvalg samt valg til Europaparlamentet. Allermest bæver socialdemokraterne for kommunalvalgene i Nordrhein-Westfalen i september, for denne delstat, Tysklands folkerigeste, har i generationer været SPD's højborg. Men også her melder alarmerende mange sig ud af partiet i fortvivlelse og vrede over Gerhard Schröders reformpolitik. En politik, han selv kalder uomgængelig, hvis man vil bevare essensen af velfærdsstaten. Mange beslutter sig først i sidste øjeblik Tilbage til Hamburg: Det store flertal af vælgerne har tilgivet Ole von Beust det risikable eventyr med at give højrepopulisten Schill del i magten. Meningsmålingerne giver von Beust (efterhånden kun kaldet Ole af sine bysbørn) udsigt til at kunne erobre det absolutte flertal. Men intet er sikkert, så længe man ikke ved, om FDP og Ronald Schills nye parti ProDM/Schill vil komme op over spærregrænsen på 5 procent. Hen ved 40 procent af vælgerne siger, at de først vil beslutte sig i sidste øjeblik. Schills oprindelige parti er i fuld opløsning efter kaotiske konflikter. Måske ender det med en koalition CDU/FDP, måske med »den store koalition« mellem CDU og SPD. En tredje, højst usædvanlig kombination nævnes også: CDU og De Grønne. Det vil for alvor give kansleren i Berlin koldsved, for derved rokkes der ved fundamentet for hans regering - alliancen mellem rød og grøn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her