Et jordskælv på 6,8 på Richterskalaen har til aften rystet såvel Guatemala som El Salvador.
Nogle bygninger i hovedstaden Guatemala City blev evakueret, men der foreligger ingen rapporter om tilskadekomne.
Ingen tsunamirisiko
Bygningerne svajede i omkring 30 sekunder, og nogle skræmte beboere løb ud på gaden, men der er ikke oplysninger om større materielle skader.
Jordskælvets epicenter lå ude i Stillehavet omkring 75 kilometer fra byen Escuintla i Guatemala. Advarselscenter for tsunamier på Hawaii kan imidlertid berolige med, at jordskælvet ikke har udløst en tsunami.
»Jordskælvet var for dybt til at udløse en tsunamirisiko«, siger Gerard Fryer, der er geofysiker på centret.
ritzau




























