Ingen skal prøve på at få Rusland til at føle sig skyldig for Stalins udrensninger i Sovjetunionen i 1930’erne, for »i andre lande skete der endnu værre ting«. Det siger præsident Vladimir Putin i forbindelse med et møde med en række undervisere. Mødet er blevet transmitteret på russisk tv.
»Endnu mere forfærdeligt i andre lande«
Putin minder om, at det i år er 70-året for skueprocesserne i Moskva og de brutale udrensninger under den kommunistiske diktator Josef Stalin.
»Ja, vi har oplevet forfærdelige episoder i Ruslands historie«, konstaterer han.
»Lad os mindes begivenhederne fra 1937, lad os ikke glemme dem. Men i andre lande, er det fortalt, der var det endnu mere forfærdeligt«, siger han.
Atomvåben og Agent Orange Kommunismens forbrydelser skal ikke glemmes, men ingen, siger han, har ret til at får Rusland til at føle sig skyldig for disse forbrydelser. Putin fremfører, at USA brugte atomvåben mod Japan i 1945, at USA stod bag massive bombardementer af Vietnam, og at amerikanerne brugte det livsfarlige kemiske afløvningsstof Agent Orange mod den vietnamesiske befolkning. Tilsyneladende for at påpege, at det overstiger Stalins forbrydelser. »Vi har ikke brugt atomvåben mod en civilbefolkning. Vi har ikke sprøjtet tusindvis af kilometer med kemikalier eller nedkastet over et lille land syv gange så mange bomber, som der faldt i den store fædrelandskrig«, siger Putin med det russiske ord for Anden Verdenskrig.




























