Den israelske regering begyndte søndag at frigive flere hundrede millioner dollar, som den har tilbageholdt i skat fra det palæstinensiske selvstyre, der er domineret af Fatah. Det sker, efter at den israelske regering har boykottet palæstinensernes Hamas-regering i over et år.
»Vi har fundet en ordning, så vi kan overføre skattemidler til palæstinenserne«, siger en talsmand for israelerne. Israel vil overføre 2,2 milliarder kroner, som har været tilbageholdt. Palæstinenserne siger, at Israel skylder 3,3 milliarder. Men den israelske regering siger, at den vil beholde 1,1 milliarder, som palæstinenserne skylder Israel.




























