Tjernobyl-reaktor får ny beskyttelsesskal

Lyt til artiklen

Nu skal det være slut med radioaktiv udsivning fra Tjernobyl-katastrofens epicenter, reaktor fire, i det nordlige Ukraine.

Det har ukrainske embedsmænd netop sikret ved at underskrive en aftale til 2,7 milliarder kroner, der kommer til at give reaktoren en ny beskyttelsesskal.

Projektet finansieres af en international fond, som styres af den Europæiske bank for genopbygning og udvikling.

I stedet for den lækkende cementsarkofag, der nu omgiver den radioaktive reaktor, kommer en bueformet metalkonstruktion til at skulle forhindre yderligere radioaktive udslip.

Gammel cement om radioaktive rester
Den nuværende beskyttelsesskal, der i al hast blev sat op af robotter kort efter ulykken i 1986, er fyldt med revner. Og det har hele tiden stået klart, at den ikke vil kunne holde de 100.000 år, det tager den radioaktive stråling at fortage sig.

»Jeg er overbevist om, at vi i dag ærligt kan sige, at svaret på problemet med at afskærme Tjernobyl Kraftværket er blev fundet«, sagde Ukraines præsident Viktor Yushchenko, efter kontrakten var blevet underskrevet.

Det forventes, at det vil tage omkring halvandet år at designe den ny beskyttelsesskal og endnu et år at bygge den.

En omfattende sky

Tjernobyl-ulykken fandt sted den 26. april 1986, da kraftværkets reaktor fire eksploderede under et rutinetjek.

Fra den nedsmeltede kerne bredte sig en radioaktiv sky, som spredte sig ud over blandt andet Skandinavien, Europa og de øvrige østlande omkring Ukraine.

Hvor mange mennesker, der døde og vil dø på grund af eksplosionen, hersker der stor uenighed om. Et af de eneste sikre dødstal er de 47 personer, der deltog i oprydningsarbejdet efter ulykken og efterfølgende døde af akut strålesyge.

Miljøorganisationen Greenpeace skønnede sidste år, at op mod 93.000 mennesker vil dø af kræft forårsaget af Tjernobyl -katastrofen de kommende år. FN mener derimod, det vil dreje sig om 4.000 kræftdødsfald.

Tjernobyl kraftværkets øvrige tre reaktorer blev ved med at arbejde efter ulykken. Først i 2000 lukkede værket endeligt.

Ukraine har i årevis bedt blandt andet EU om penge til at finansiere en ny skal.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her