Rumænien vil ikke forskelsbehandles

Lyt til artiklen

Hvis Rumænien sammen med nabolandet Bulgarien bliver en del af den europæiske union ved årsskiftet , forventer landet at indgå i samarbejdet på samme vilkår som de øvrige nye medlemslande fra østblokken, der blev optaget i maj 2004. Det understregede den Rumænske premierminister Calin Popescu-Tariceanu på et pressemøde i Europaparlamentet i dag. Kun fire dage før EU-kommissionen fælder sin endelige dom over hvorvidt landet er klar til EU. Han sagde på mødet, at han ikke regner med, at Rumænien vil blive pålagt særlige restriktioner i deres medlemskab. Ministerpræsidenten gjorde det samtidig klart, at der ikke hersker nogen tvivl hos ham om, at Rumænien ved årsskiftet vil blive en del af EU. Han tilføjede dog, at Rumænien er udmærket klar over, at de har en lang række problemer, der skal løses: »Vores problemer vil være langt lettere at få løst, når vi først er medlem, det er i både i vores og de nuværende medlemslandes interesse«. Ingen billige rumænere Han afviste, at der vil være behov for overgangsordninger for at undgå at rumænske arbejdere oversvømmer de gamle medlemslande med billig arbejdskraft. De fleste lande vil formentlig indføre overgangsordninger. Men Tariceanu håber på at England, Sverige og Irland, vil holde deres arbejdsmarkeder åbent som de gjorde for 10 senest optagede medlemmer i 2004: »Vi har en utrolig god vækst i Rumænien og arbejdsløsheden er kraftigt faldende. På nogle områder, som for eksempel i byggebranchen, er der faktisk mangel på folk, så jeg tror ikke, man skal frygte at rumænske arbejde vil søge mod vest, når vi bliver medlem«, sagde ministerpræsidenten. Stadig store problemer De to største problemer forud for optagelsen er Rumæniens fortsatte kamp mod korruption og organiseret kriminalitet. EU-kommissionen er i øjeblikket ved at være færdig med en ny evaluerings rapport af Rumænien, der skal afgøre om landet har rettet nok op på problemerne, til at kunne blive medlem til årsskiftet eller om landet må vente et år endnu. »Parlamentet må åbent informere os om deres betænkeligheder, hvis de har nogen. Men det har vi ikke haft indtryk af er tilfældet«, sagde Calin Popescu-Tariceanu og tilføjede, at han regner med at kommissionens rapport vil vise at Rumænien er et land i fremgang. »Vi forventer at kunne bidrage positivt til det europæiske samarbejde og være en dynamisk og energisk del af unionen. Rumænien er et meget proeuropæisk land og de rumænske borgere tror på de europæiske værdier« sagde Calin Popescu-Tariceanu. EU-kommissionen vil 26. september afgøre om Rumænien og Bulgarien får grønt lys til optagelse i EU ved årsskiftet eller om de må vente til 2008.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her