Malaysia fik lige lov til at trække vejret en smule i dag under den værste luftforurening i otte år. Lidt vind spredte den kvælende røg, der i dagevis har lagt sig tæt over landet. Men skovbrandene i Indonesien, der er den direkte årsag til den voldsomme luftforurening, er stadig ikke under kontrol. Så indbyggere, der vover sig ud på gaden, skal stadig bære ansigtsmasker. Send bønner om regn I går erklærede landets premierminister Abdullah Ahmad Badawi undtagelsestilstand i de to værst ramte områder i landet. I dag har premierministeren så anmodet det muslimske samfund om at sende bønner om regn under fredagsbønnen. Hvis ikke bønnerne virker, og indoneserne ikke får styr på skovbrandene, kan indbyggerne i Malaysia se frem til at skulle leve i en dyne af giftig røg frem til oktober, hvor den luftrensende monsun-regn sætter ind. Demonstration mod Indonesien Malaysia har indledt møder med indonesiske ministre for at få slukket skovbrandene, som stadig hærger Sumatra i Indonesien. Et af de vigtige punkter på dagsordenen er, at indonesiske bønder skal undlade at slå skov ned og sætte ild til områder, som de ønsker at rydde. Demonstranter har i dag samlet sig foran den indonesiske ambassade i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur for at vise deres frustration over, at problemet med afbrænding af landbrugsområder. De kan ikke forstå, at ingen har taget hånd om problemet de seneste 10 år. 300 brande ude af kontrol Mere end 300 brande hærger stadig Sumatra. Og det fattige Indonesien bekæmper bogstavelig talt ilden med vandspande, selv om landet har fået tilbud om hjælp til at slukke brandene. De fleste af brandene er antændt af bønder, plantageejere og minefolk, der - som de har har for vane - udnytter den tørre årstid til at rydde buskads og gammelt træ væk med ild. Ilden kommer næsten altid ud af kontrol og spreder sig til de større skove, og ilden kan blive ved med at ulme i gamle træers rodnet i op til en måned.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























