17 formodede islamistiske terrorister er til morgen blevet anholdt i Italien, Storbritannien og Portugal.
Det oplyser italiensk politi ifølge Reuters.
De 17 anholdte, der primært er af tunesisk afstamning, er mistænkt for at have dannet islamistiske terrorceller og planlagt selvmordsangreb i Irak og Afghanistan.
Bombemanualer fundet
Lederne af gruppen er ifølge de italienske oplysninger de anholdte Dridi Sabri, Mehdi Ben Nasr og Imed Ben Zarkaoui. De opererede alle tre ud fra det nordlige Italien.
Politiet beslaglagde kemikalier og tændingsmekanismer til sprængstoffer under razziaen. Der blev også fundet manualer fra terrornetværket al-Qaeda om, hvordan man fremstiller bomber og kæmper i en guerillakrig.
Tre mistænkte stadig på fri fod
Den storstilede antiterroraktion i det nordlige Italien og uden for landets grænser blev ifølge nyhedsbureauet ANSA iværksat efter ordre fra en domstol i Milano.
Efterforskningen i sagen blev indledt i 2003. I de første meldinger sagde politiet, at 20 personer var anholdt, men det har siden vist sig, at tre mistænkte er fortsat på fri fod.
To af anholdelserne skete i Storbritannien og en af dem i Portugal efter anmodning fra de italienske myndigheder. Det var også meningen, at yderligere to skulle anholdes i Frankrig, men det lykkedes ikke politiet at få lagt de mistænkte i håndjern.




























