To mennesker er blevet dræbt og fire såret, da en bombe eksploderede uden for en pakistansk ministers bolig. Det skriver Reuters.
Der er efter al sandsynlighed tale om en selvmordsbombe. Først rapporterede pakistansk fjernsyn, at bomben havde kostet fire mennesker livet, men ifølge pakistansk politi er der tale om to døde sikkerhedsvagter og fire sårede.
Bombesprængningen fandt sted uden for Pakistans minister for politiske anliggender, Amir Muquams, hjem i Peshawar i det nordvestlige Pakistan.
Ministeren er i sikkerhed
Muquam, der også er områdechef for regeringspartiet Pakistan Muslim League, er uskadt. Han fortalte efter angrebet, at han havde set ligene af de to døde sikkerhedsvagter, og at hans bror var blandt de sårede.
Amir Muquam er selv i sikkerhed.
Tåregas mod demonstranter
Samtidig har politiet affyret tåregas mod 200 demonstrerende Benazir Bhutto-tilhængere i Rawalpindi, hvor Bhutto og hendes Pakistans Folkepart (PPP) skulle have demonstreret i weekenden.
Tolv demonstranter er blevet anholdt.
Bhutto skulle have stået i spidsen for en protestmarch vendt mod præsident Pervez Musharraf, som i weekenden indførte undtagelsestilstand i landet.
Men den tidligere pakistanske premierminister er blevet sat i husarrest og har fået forbud mod at deltage i marchen.
fortsæt med at læse




























