Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Arabere kommer Bush til undsætning i havnestrid

Både demokrater og republikerne bryder sig ikke om udsigten til at lade et arabisk firma overtage ansvaret for sikkerheden i f.eks. havnen i New York. - Foto: AP
Både demokrater og republikerne bryder sig ikke om udsigten til at lade et arabisk firma overtage ansvaret for sikkerheden i f.eks. havnen i New York. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den arabiske koncern Dubai Ports World giver nu den amerikanske præsident George W. Bush en hånd i en kontroversiel sag om salg af amerikanske havne. Det står klart, efter koncernen i dag oplyser, at den er gået med til at udskyde overtagelsen af seks store havne for at give Bush-regeringen tid til at arbejde med en betydelig politisk modstand mod at lade det arabiske firma overtage ansvaret for sikkerheden i havnene. »Sikkerheden er alles sag« »Reaktionerne i USA er ikke set magen til i andre lande i verden. Vi må forstå ængstelsen i det amerikanske folk og sørge for, at den bliver mødt til gavn for alle parter. Sikkerheden er alles sag«, siger en af Dubai Ports Worlds topchefer, Ted Bilkey, ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP. Det arabiske firma oplyser i dag, at aftalen med Bush-regeringen er, at selskabet ikke overtager kontrollen med de amerikanske havne, så længe den politiske diskussion ikke er afsluttet. Der er ikke sat nogen frist for Dubai Ports Worlds tålmodighed. »Vi er stadig bekymrede« I stedet vil selskabet gå videre med andre dele af overtagelsen, der er planlagt til at være tilendebragt i begyndelsen af næste måned. Udsættelsen tilfredsstiller ikke de hårdeste kritikere af handlen: »En afkølingsperiode vil ikke fjerne vores bekymringer«, siger New Yorker-demokraten Charles Schumer. Emirater »ikke frikendt for terror« Fremtrædende demokrater og amerikanere i Kongressen er så bekymrede over udsigten til et salg, at en lang række lovforslag er sat i søen for at forsinke eller helt annullere handlen. Dubai Ports World er et statsligt selskab ejet af de Forenede Arabiske Emirater, og firmaet har for nylig indgået en gigant-aftale om en overtagelse af det britiske firma Peninsular & Oriental Steam Navigation Co., der dækker 30 havneterminaler i 18 lande. Det seneste anslag mod handlen fra de kritiske amerikanske politikere går på, at de Forenede Arabiske Emirater ikke er frikendt for forbindelser til den internationale terrorisme, og det er blevet anført, at det arabiske land ikke har kunnet renses af den kommission, der har undersøgt terrorangrebene 11. september 2001. Forsikringer fra Bush Salget er ellers blevet vendt og drejet af amerikanske embedsmænd i en tre måneder lang høringsfase. Embedsmændene har ikke haft anledning til at tvivle på, at sikkerheden i de seks havne vil blive forringet, siger den amerikanske præsident. »Folk skal ikke bekymre sig om sikkerheden. Denne handel ville ikke blive godkendt, hvis vi var usikre på sikkerheden i vores havne«, siger George W. Bush. Han har også sagt, at et nej til handlen vil »sende et forfærdeligt signal til vores venner i hele verden om, at det er ok for et selskab fra ét land at drive havnene, mens et andet land får nej, selv om det lever op til alle forpligtelser og har en uplettet historie«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her