Billedet forestiller et gråt, øde landskab arret af cirkelrunde fordybninger.
Kunstnerisk set ikke særlig ophidsende, men mediedækningen var intens, da Kinas ministerpræsident præsenterede det for en uge siden. Det skulle nemlig forestille det første foto af Månens overflade, som den nye kinesiske satellit ’Chang’e’ sendte tilbage til Jorden. Og ministerpræsident Wen Jiabao proklamerede med stolthed i stemmen: »Vores første mission for at udforske Månen er en total succes og et vigtigt skridt på vejen til at realisere den kinesiske nations tusinde års gamle drøm om at nå Månen«, sagde han. Tvivlere: Det er en forfalskning Billedet og de stolte ord prydede forsiden på de kinesiske aviser og fyldte tv-nyhederne, som også viste billeder af satellitten, der lystigt spillede kommunistpartiets sang ’Østen er rød’ ude i rummet. Men nyheden satte også gang i tvivlerne, hvis mistro til regimets oplysninger er næret af generationers propaganda, hvor fakta ofte er blevet fordrejet til skønmaleri. Og nu hævder kinesiske internetsurfere, at billedet er en forfalskning. De mener, det er en kopi af et månefoto, som den amerikanske rumfartsorganisation NASA offentliggjorde i 2005. Myndighederne afviser anklagerne Påstanden er så vedholdende, at den videnskabelige chef for det kinesiske måneprojekt har ladet sig interviewe af dagbladet Beijing News for at afvise beskyldningerne om kopiering. »Der er absolut ikke tale om en forfalskning«, siger Ouyang Ziyuan. »Det er naturligt, at billederne ser ens ud, fordi de er taget i samme område. Hvis man kikker godt efter, kan man se små forskelle«. Det drejer sig om, at der et bestemt sted på det kinesiske billede er to månekratere, mens der kun er et på det amerikanske. Hvorfor fotografere samme sted? »Måske skyldes det, at opløsningen ikke var høj nok på det amerikanske foto, eller et nyt krater kan være opstået, fordi en asteroide har ramt stedet mellem 2005 og 2007«, siger Ouyang Ziyuan og tilføjer: »Jeg kan godt forstå, at nogle internetsurfere er i tvivl. De ønsker, at det kinesiske måneprojekt vil klare sig godt, og derfor er de bange for, at fotografiet er falsk«. Men internetsurferne svarer igen med ironiske kommentarer om, at det dog er et pudsigt tilfælde, at kineserne og amerikanerne fotograferer præcis det samme stykke af Månens enorme overflade. I et forsøg på at dæmme op for rygterne vil myndighederne frigive endnu et månebillede.





























