»Kom vi går ned på den lokale bar«, sagde Udi, en 40-årig israelsk forretningsmand, der havde påtaget sig at vise Politikens ikkerygende udsendte, hvordan rigtige, rygende indbyggere i Tel Aviv omgår loven. Med tryk på ordet lokale forklarede han kækt, hvordan en sølle lov ikke kunne gøre det af med ham og hans venner i deres ’ret’ til at få en cigaret sammen med en stille drink en torsdag aften.
Og ganske rigtigt slog der os en umiskendelig cigarethørm i møde, da vi trådte ind i lokalet, hvor folk sad bænket om småretter ved bordene og drinks ved baren. Det var for to måneder siden – da loven med forbud mod rygning på offentlige steder (inklusive restauranter og barer) netop var trådt i kraft i Israel. Udi følte sig sikker på, at hans bar nok skulle holde skansen. Han syntes det var logisk, at der skulle være et fristed for rygere i nabolaget, der ligger centralt i Tel Avivs bymidte. Siden er det gået skidt for Udi og hans rygende venner. Loven forbyder rygning, og kommunen uddeler voldsomme bøder, både til rygerne og til restaurations- og barejere, der ikke overholder den.






























