Sammenstød med politiet kostede 1.260 civile livet i den brasilianske millionby Rio de Janeiro sidste år.
Tallet svarer til antallet af drab i USA’s tre største byer tilsammen. De fleste drab fandt sted under forhold, politiet kalder 'modstandshandlinger'. Det er politiets udtryk for væbnede sammenstød med civile. Ny kedelig rekord Det høje antal er en stigning på 18,5 procent i forhold til 2006 og slår den hidtidige rekord fra 1993, hvor 1.195 personer blev dræbt i sammenstød med politiet. Tallet er ikke komplet, fordi det kun omfatter indrapporteringer fra de politistationer, der har computere. Det betyder, at tal fra omkring en tredjedel af politistationerne ikke er medregnet i opgørelsen. Opgør med narkohandel De mange dræbte civile afspejler, at politiet har indtaget en mere aggressiv holdning over for narkohandlere, der kontrollerer de mere end 600 slumkvarterer i Rio de Janeiro, sagde politichef Gilberto Ribeiro til radiostationen CBN. »Det er ikke fordi politiet er blevet mere voldeligt, men vi må ikke tabe kampen til narkohandlerne«, sagde politichefen. Han fik opbakning fra guvernør Sergio Cabral, som forsvarer politiets strategi.




























