Det amerikanske udenrigsministerium forlænger kontrakten med det omstridte sikkerhedsfirma Blackwater. Gregory Starr, fungerende viceudenrigsminister med ansvar for diplomatisk sikkerhed, siger, at kontrakten vil blive fornyet, når den udløber ved udgangen af april.
Starr forklarede, at forlængelsen skyldes sikkerhedsmæssige behov i Irak. Blackwater er stadig genstand for efterforskning af en episode i september sidste år i Bagdad, hvor Blackwater-vagter skød 17 civile irakere. Episoden vakte den irakiske regerings vrede og førte til debat om den omfattende brug af private sikkerhedsfirmaer uden tilstrækkelig kontrol fra myndighedernes side.




























