En majdag sidder Ahmet Apltekin på en bænk i Kugula Park i centrum af den tyrkiske hovedstad, Ankara, og skælder ud på Europa.
»Jeg tror ikke, EU vil noget godt med Tyrkiet«, siger han.
Foran den 54-årige mand løber en bred sti , hvor det unge moderne Tyrkiet går kapgang i jakkesæt. På bænke langs med stien sidder det ældre Tyrkiet og drikker den lokale Cay-te og lytter på, mens en mand spiller småmønter ned i sin hat med sin harmonika. »Vi får ikke noget igen«
»Jeg elsker det her sted«, siger Apltekin og fortæller om den tyrkiske mentalitet og om de moderne, veluddannede unge, som han selv hørte til engang. Dengang – for 10 år siden – var han en varm fortaler for Europa, især da han arbejdede som kemiingeniør for den tyrkiske regering og en overgang var involveret i arbejdet for at gøre Tyrkiet til medlem af EU. Nu er han pensioneret – og stærkt imod.
»Dengang kunne jeg godt lide ideen med EU, hvor medlemslandene kan få meget ud af at arbejde sammen. Men nu er det gået op for mig, at EU blot vil ændre Tyrkiet og udnytte de stærke sider ved landet. Vi får ikke noget igen«, siger han. Tyrkernes kærlighed til EU aftager
Ahmet Apltekin er langtfra den eneste af Tyrkiets 71 millioner indbyggere – primært muslimer – der efterhånden tænker sådan.
For nylig viste en rapport fra analyseinstituttet CSIS, at tyrkernes opbakning til EU-medlemskabet er faldet drastisk, siden landet åbnede forhandlinger med unionen i 2005. Den skepsis er gensidig: De seneste Eurobarometermålinger tyder på, at op mod to tredjedele af EU’s borgere er imod et tyrkisk medlemskab. Befolkningernes voksende skepsis over for hinanden afspejler en situation, hvor forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet skrider så langsomt frem, at de er tæt på at gå helt i stå.
