Tyrkiets tilbud om også at forsyne den græsk-cypriotiske del af det tørkeramte Cypern med drikkevand står stadig, selv om grækerne allerede har afvist, at de vil drikke tyrkisk vand.
Det meddelte den tyrkisk-cypriotiske leder, Mehmet Ali Talat, i dag ifølge nyhedsbureauet AP.
Officielt tilbud
På et pressemøde lørdag sagde Talat, at Tyrkiets premierminister, Teyyip Erdogan, har gjort det klart, at Tyrkiet er klar til at hjælpe med at mindske den vandkrise, der i øjeblikket hærger øen.
Ifølge Talat har tyrkerne henvendt sig til græske embedsmænd »via forskellige kanaler«. Men de har endnu ikke fået et officielt svar, lød det fra den tyrkisk-cypriotiske leder.
Den græsk-cypriotiske regerings talsmand, Stefanos Stefanou, har tidligere afvist, at grækerne vil tage imod tyrkernes tilbud, så længe de to parter fortsat strides om retten til øen.
Splittet i 34 år
Cypern har været delt siden 1974, hvor Tyrkiet invaderede Cypern, efter at et græskstøttet oprør forsøgte at forene Cypern med Grækenland.
Siden har FN flere gange forsøgt at genforene de to dele af Cypern, men indtil videre er det ikke lykkedes.
Fredsproces bremset
I foråret besluttede græsk-cypriotisk og tyrkisk-cypriotiske ledere at åbne handelsgaden Ledra i den delte hovedstad Nicosia for første gang siden 1963, hvor de græsk-tyrkiske uroligheder begyndte, i håb om at speede fredsprocessen på øen op.
Men kort efter åbningen lukkede de græsk-cypriotiske myndigheder grænseovergangen, fordi de mente, at tyrkisk-cyprioterne havde overtrådt en aftale om, hvor tæt deres politifolk måtte befinde sig på stedet.
Nordcypern (Turkish Republic of Northern Cypres) er fortsat ikke anerkendt af andre stater end Tyrkiet selv.
fortsæt med at læse





























