Vildsvin tæt på druknedøden i pooldrama

Hvordan får man et vildsvin op af feriehusets pool? Vi iler med en løsning: De skal bruge en liggestol, en kost, en spand og en modig tjekke med et havebord. Privatfoto.
Hvordan får man et vildsvin op af feriehusets pool? Vi iler med en løsning: De skal bruge en liggestol, en kost, en spand og en modig tjekke med et havebord. Privatfoto.
Lyt til artiklen

Dyret pruster og skyder en god fart, selv om teknikken er simpel: Trynen konstant over vandet og hundesvømning.

Desuden kan Bagsiden afsløre, at vådt vildsvin lugter helt som forventet: Dobbelt så slemt som våd hund. Situationen er denne: Klokken ni vågner familien af ferieslummeren ved gungrende trin på det toscanske feriehus’ stentrappe. En rejsefælle, analysekonsulent Bertel Dahlmann Hansen, blæser katastrofealarm. »Vildsvin i poolen« »Der er et vildsvin i poolen!«, råber han, mens han farer rundt, som om huset står i flammer. Tre tjekkiske familier, der også bor til leje i huset på bakketoppen mellem Siena og Firenze får han også mobiliseret. »De ved ikke, hvad ’wild pig’ er, så jeg laver gryntelyde, siger ’forest’ og viser med fagter, at et svin er sprunget i poolen. Det er lidt svært at overbevise dem«, forklarer Bertel Dahlmann Hansen. Strid pels i nakken Han var netop vendt hjem fra en varm løbetur og ville køles i den 16 meter lange pool, der ligger med udsigt til vinmarker og skovklædte bakker. »Først tænker jeg: Ingen i poolen, men så ser jeg noget henne i det ene hjørne. Så tænker jeg: Nå, der er en i poolen. Så kigger jeg nærmere og tænker: Aha, en hund i poolen. Men da den tager en bane på tværs, ser jeg, at den har tryne og meget strid pels i nakken«, siger han. Bagsidens reporter tager som den første affære i den følgende redningsaktion. Vildsvinet kan ikke få fodfæste på poolkanten, og hvad gør man så? Reporteren sænker en liggestol i vandet og skaber en landgangsbro. Svinet styrer efter et par cirkelmanøvrer helt efter planen trynen mod den provisoriske pooltrappe. Handlekraftige tjekker Problemet er bare, at reporteren ikke har lyst til at stå for enden af landgangsbroen og holde den, når 40 kilo forskræmt gris kravler op. Så liggestolen ender ude i vandet, da svinet får fat i den med forbenene. I mellemtiden er tre handlekraftige tjekker kommet til. Den 32-årige Risa Ruzicka og hans 28-årige kone Kate Ruzickova har hentet et havebord, en kost og en spand, som om dyret skal fejes op af poolen. På et tidspunkt får Kate presset spanden ned over hovedet på grisen, men det kommer den jo ikke op af poolen af. Men havebordet viser sig nyttigt. Først viser den tredje tjekke dog, at han har dyretække. Kates 53-årige far, Tony, snakker beroligende til den vilde gris på tjekkisk og engelsk, og da svinet prustende svømmer mod hans hjørne, griber han fat i nakkepelsen for at hjælpe den op over kanten. Svinet bliver bange Det er lige ved at lykkes, men under den vilde fægten med forbenene på poolkanten bliver svinet så bange, at det slår nogle gevaldige slag med hovedet. En tand river en flænge i Tonys arm, og et sus går gennem de danske og tjekkiske familier, der betragter aktionen i sikkerhed fra den anden side af poolen. Blodet begynder at dryppe fra Tonys arm, men vildsvinehviskeren giver ikke op af den grund. »Svinet vender hele tiden tilbage til hjørnet, hvor vi står, så det vil åbenbart samarbejde. Måske er det et klogt svin«, siger Tony. Her bliver havebordet afgørende. Tony sænker det spinkle bord i vandet, mens han holder i det ene bordben. Tordner ud i friheden Og da svinet får fodfæste med bagbenene på det omvendte havebord, og Tony får ordentlig fat i nakken, lykkes det endelig at få dyret op af vandet. Det kvitterer med at tordne ud i friheden gennem buske og krat. Senere forklarer vi situationen for husejeren Vera - en gæv, toscansk dame på 83 år. Men hun ærgrer sig over, at svinet slap væk. »Vildsvin smager rigtig godt«, siger Vera.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her