Det kommer til at koste cubanerne fem milliarder dollar at rydde op efter de ødelæggelser, de to orkaner Gustav og Ike førte med sig.
AP skriver, at orkanerne har beskadiget næsten 450.000 hjem, hvoraf 63.000 ikke står til at redde. 200.000 cubanere har ikke længere tag over hovedet, og de har derfor brug for midlertidige boliger, imens myndighederne genopbygger. Samtidig er næsten alle øens sukkerrør blevet ødelagt.




























