Umiddelbart er der ikke en finger at sætte på John McCains kone, den 53-årige Cindy McCain. Altid er hun smilende, altid sidder det blonde hår perfekt, og altid er tøjet tækkeligt og velsiddende. Cindy McCain er så perfekt, at hun bliver sammenlignet med de lydige robotkvinder i Ira Levins bestseller ’The Stepford Wives’. Hun er født og opvokset i Phoenix med en diamantbesat guldske i munden. Hendes far var en uhyre velhavende mand, som ejede en af USA’s største øldistributører, Hensley & Co. Hun var cheerleader som ung og giftede sig derpå med krigshelten John McCain. Sammen har de tre børn og en adoptivdatter, og hun har en formue, der anslås at ligge på mellem en halv og en hel milliard kroner. Et amerikansk glansbillede. Men som altid er det ikke så enkelt, når man zoomer lidt længere ind. John McCain var 19 år ældre og allerede gift, da hun mødte ham. Og efter en rygoperation i slutningen af 1980’erne blev hun så afhængig af smertestillende medicin, at hun stjal medicinen fra en godgørende organisation, som hun selv havde stiftet.
Selv om Cindy McCain er den mest ’traditionelle’ ægtefælle i den amerikanske valgkamp, har hun spillet en uhyre rolle for McCains politiske karriere. Det var med hende og hendes families hjælp (og penge), at det i 1982 lykkedes McCain at blive valgt til Repræsentanternes Hus, og hun spiller en vigtig rolle som rådgiver.



























